MARIA MARCUS
		PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Statistik og erotik


Om at leve som single, at date og at score

Blandt de mange engelsk-amerikanske ord der har listet sig ind i det danske sprog, er der nogle stykker der handler om vores kærlighedsliv. F.eks. ordet single.

Første gang jeg stødte på ordet i en dansk sammenhæng, var i forbindelse med trafik. Man forsøgte at finde et dansk ord for ulykker med kun én person indblandet - en der kørte ind i et vejtræ, skred i glat føre eller lignende. At overtage det halv-engelske single-ulykke var en sproglig falliterklæring, mente man, og endte med at vedtage det kedelige, men hel-danske ene-ulykke.

Men ordet single har ikke været til at komme udenom. I dag taler man uden betænkeligheder om, at vi er kommet til at leve i en single-kultur. Det handler altså ikke længere om trafik, men om at leve alene - underforstået uden en kæreste. Og ordet lyder da heller ikke helt så trist som enlig. Men det smager nu immervæk af noget med ulykke.

Ikke mindst, når medierne bruger det til at råbe op om vores manglende lyst og erotikkens skranten: At vi er blevet fremmedgjort for hinanden som køn, at vi foretrækker at satse på karrieren, eller til nød sidde med hver sin computer og e-maile til hinanden. Og de dystre billeder underbygges med statistikker fra hæderkronede institutioner. TV2's Fak2eren debatprogram for nylig om den triste single-kultur, og om jagten på den eneste ene, var spækket med tal: 1,5 millioner danskere lever i dag alene. 72% af alle københavnske husstande består af kun l person (i Århus er tallet 61%). Det vil sige at husstande bestående af kun én person i dag er det mest almindelige i Danmark; her overgås vi kun af Sverige.

Men hvad er det i grunden man har undersøgt? Det er vores boligvaner - hverken mere eller mindre. På baggrund af statistikker, som givetvis er korrekte - men hvad med måden man tolker dem på? Man kunne med lige så god ret sige: Hvor er det dog fantastisk, at vi er så mange der har råd til vores egen bolig!

Men det siger man ikke. Medierne ligger på lur efter den mindste snært af ulykkelighed, ikke mindst når det drejer sig om noget med sex, jo værre jo bedre. Kan de få fat på nogle tal der vil stille sig til rådighed, er det helt fint. Så for medierne er konklusionen klar: Hvor forfærdeligt - så mange lonely people!

Jeg har set en del statistikker og tal under arbejdet med min nye bog "Det erotiske isbjerg". For eksempel dem der ligger til grund for den megen jammer om vores manglende lyst. De bygger for en stor dels vedkommende på den tyske sexforsker Gunter Schmidts bog "Hvad blev der af seksualiteten?" Han tager ikke omvejen over boligstatistikkerne, men går direkte til sagen med spørgeskemaer om folks (her tyske studerendes) sexliv. Men de tal han bruger til at dokumentere sine teorier om erotikkens forfald, er ret specielle: 8o% af de adspurgte havde i året inden undersøgelsen ingen eller kun én seksualpartner; (...hvad så med den dér ene?) Kun 3-4% af de adspurgte havde i samme tidsrum haft sidespring; (...utroskab som kriterium for lyst?) Og halvdelen af de adspurgte havde samleje sjældnere end en gang om ugen; (...og hvad så med resten?)

Tal er virkelig nogle gode hjælpere, tal er noget af det mest samarbejdsvillige man har. De lader sig med glæde udnytte til snart det ene, snart det andet - og gerne til at male fanden på væggen, når det drejer sig om vores kærlighedsliv. Og så blomstrer debatten og medierne er glade, men hvad med virkeligheden?

Naturligvis er der mennesker, der er kede af, at de ikke har nogen partner. Masser af mennesker, især i redebygger-fasen af deres liv, er bestemt ikke singler af egen fri vilje. Andre - typisk lidt ældre - nyder at bo for sig selv uden at skulle være tvangsindlagt til fodbold i fjernsynet eller Beethovens sene strygekvartetter; de kunne ikke drømme om endnu engang at få deres dagligdag forstyrret. Men hvem kan læse ud af en statistik, hvordan de har det med lysten, erotikken, seksualiteten? Om de måske bare foretrækker uforpligtende forhold? Hvem siger, at de ikke har nogen partner? I dag er der jo så mange muligheder. Det elastiske ægteskab, er der nogle der kalder det, når man har en kæreste man bare ikke bor sammen med, men som man ser i weekenden, eller rejser på ferie med, eller ringer til hver aften for at sige godnat; muligvis har man endda et helt harem af partnere, som måske, måske ikke kender noget til hinandens eksistens.

En af konsekvenserne af det store antal singler i diverse aldersklasser er imidlertid, at der er kommet endnu nogle amerikanske ord ind i vores sprog - ord som date og dating. Dem elsker medierne også, og bruger dem flittigt i deres bestræbelser på at udfri os af single-tilværelsen.

En date kan betyde en aftale med en potentiel partner; strengt taget det der i gamle dage hed et stævnemøde. Men der er også den ny variant, der hedder en blind date: En aftale med en person, som man aldrig har set eller bare snakket i telefon med, men som nogen mener kunne være en mulighed. Den slags vennetjenester er de bedre til ovre i USA end herhjemme, hvor man kan klage sin kæreste-nød i årevis, uden at nogen af den grund rører en finger. Men en blind date er altså sådan et arrangement, hvor man får chancen for at se, om der kunne være noget dér - om kemien passer, som kode-ordet lyder i dag.

Og gør den det, er der en chance for at score... et tredie nydansk nøgle-ord.

I min praksis som psykoterapeut og leder af seksualitets-kurser møder jeg ustandselig mennesker, hvis højeste ønske er at finde en kæreste. Mange af dem - især de unge - bruger ordet score, og vi taler meget om hvordan man bærer sig ad med at score, hvordan man forhindrer sig selv i at score, vi taler om teknik, om kontaktannoncer, om at gå i byen. Men da jeg engang spurgte en ung mand, om han ikke kunne finde et andet ord, blev han helt tavs. Og så kom det: Det handlede om meget mere end det at score. Det var et dæknavn for det han længtes efter: At møde kærligheden...

Men det må man jo ikke sige, det er et svaghedstegn.

Når de amerikanske kode-ord bruges på dansk, er deres funktion nemlig ofte at dække over en blufærdighed. Måske dybest set over angst: angst for konkurrencen, med alle de andre der er så cool, så perfekte til at lave dates og score og kaste sig ud i eksperimenter og variationer. Det ser man jo i sexbrevkasser og blade, som strømmer over af gode råd: du skal bare, og du skal bare, så skal du nok komme ud af single-tilværelsen og få din lyst tilbage. Men jo flere fif og fiduser, desto flere mennesker føler, at de er de eneste som ikke kan finde ud af det dér.

Nu har unge mennesker af hankøn vel alle dage følt sig forpligtet til at konkurrere - i det mindste verbalt - på deres evne til at lægge damer ned. Men i vore dage er der en skjult konkurrence af mere farlige dimensioner, for vi kommer så tæt på de andre i medierne. Og både i tv og erotiske magasiner og på videoer ser vi jo, at alle de andre går til den og gør ved, og hvorfor er jeg ikke lige så god til det... Hvordan skal jeg være for at være en rigtig mand, en rigtig kvinde?

Mange unge mennesker, og voksne med, søger deres identitet og deres rolle-modeller i medierne. Men her er billedet så flimrende som det nødvendigvis må være i en tid, hvor vi lever i spændingsfeltet mellem en gammel og en ny moral: Et efterslæb fra dengang Mor formanede sin datter om at samle benene, og dengang Far advarede sin søn om endelig ikke at gå i seng med en pige første gang; og så iøvrigt alt det andet man skulle passe på. Om ikke andet, så skulle man holde det dér med sex for sig selv... Og den gamle moral lever videre i skjulte kroge af sindet, side om side med den ny, hvor sex er blevet en pligt og et statussymbol!

Mediernes billeder er yderst forvirrende, på én gang opmuntrende og nedslående - og farlige for vores måde at se os selv på. Ikke mindst når de underbygges med alle disse statistikker og tal, der tager sig så forførende ud, så objektive og renlige. Og som gladeligt prostituerer sig for den første den bedste, der har interesse i at malke dem - til brug for dette marked, hvor det gælder om at skabe sensation med skiftevis lækre rapporter om erotikkens misundelsesværdige blomstring, skæbnetunge dødsdomme over vores seksualitet - eller lette løsninger: Du skal bare...

Alt sammen næring for vores angst for ikke at slå til.

Så vi må passe på tallene. De er ikke kriminelle i sig selv, men de er ikke så uskyldige som de ser ud til. De lader sig alt for villigt misbruge på det område der handler om at være cool og at date og score, så vi slipper for at henslæbe livet som single.

December 1999