MARIA MARCUS
		PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Sex i sort-hvidt eller gråt


Med udgangspunkt i sin nye bog, "Det erotiske isbjerg", diskuterer Maria Marcus mediernes behandling af klagerne over Manglende Lyst, herunder Lone Nørgaards teorier om kvinder og sex.

Der var stor jubel dengang i 70'erne, da der begyndte at komme farver på vores sort-hvide tv-skærme. Kun en enkelt skeptisk stemme brød den almindelige begejstring. Den kom fra TV-Kulturafdelingens grand old man med speciale i billedkunst, Flemming Madsen. Farver på skærmen? Så bliver det da helt umuligt at lave kunstprogrammer, hævdede han, for nu vil alt blive forvrænget og ingen nuancer kan komme med!

Flemming Madsen kunne have sparet sig sin bekymring. Kulørerne på skærmen er kun en tynd fernis. Indenunder foretrækker medierne, de elektroniske såvel som de trykte, stadig det sort-hvide billede. Jo færre nuancer, jo bedre. Det er modsætninger, slagsmål, konflikter, der sikrer seertal og oplæagstal. Sort-hvidt sælger. Og dårligt nyt sælger - katastrofer, mord, finansskandaler. Alt hvad der kan ryste og forarge, det sælger. Det gælder også med hensyn til sex.

Sex sælger. Mærkeligt nok, for der er snart ikke mere der kan ryste og forarge, hvad sex angår. Men her har medierne på det sidste fået en splinterny godbid, et fænomen, der gør det muligt at kombinere de to, katastrofen og så sex: Manglende Lyst.

I disse år rapporterer læger, terapeuter og sexologer som bekendt, at flere og flere mennesker henvender sig for at klage over Manglende Lyst. Klagerne fik deres teoretiske forklaring i den tyske sexforsker Gunter Schmidts bog "Hvad blev der af seksualiteten?" Den startede et vældigt medie-postyr herhjemme, fyldt med bekymrede profetier om seksualitetens skranten og snarlige endeligt. Her fremsatte Schmidt nemlig den påstand, at vi nok kun har set toppen af et erotisk isbjerg.

Et erotisk isbjerg - hvilket vidunderligt, raffineret sort-hvidt billede! Jeg har brugt det som titel på min nye bog om u-lyst og nu-lyst og om tendenser i seksualiteten her omkring årtusindskiftet. Men ikke fordi jeg er enig med den tyske professor. Tværtimod har hans påstande og mediernes forslugenhed på hans statistikker gjort mig aggressiv, for det generer mig at være vidne til en nedvurdering af vores seksualitet.

Og endnu mere aggressiv bliver jeg, når jeg møder den samme nedvurdering i en anden udgave i Lone Nørgaards teorier her i bladet om kvinders biologiske mangel på seksuel lyst. Derom senere.

For Gunter Schmidt er årsagen til den påståede Manglende Lyst ikke biologisk, men samfundsskabt. Vores enorme seksuelle frisind, hvor alt er tilladt, den omsiggribende seksualisering af verden hvor vi står og går, pornoen, promiskuiteten, sexbrevkasserne med deres tusind gode råd om at give erotikken et ekstra spark liv - og så Manglende Lyst på den anden side: Seksualiseringen er blevet seksualitetens fjende. Overfodring leder til appetitløshed. Klart og logisk. Og fristende sort-hvidt.

Intet under, at medierne (og viagra-fabrikanterne) gned sig i hænderne. Rundspørger, undersøgelser, fede overskrifter om Den lille forskel der er blevet mindre, Den dødsmærkede erotik, skrækscenarier om menneskehedens undergang. Manglende Lyst - underforstået: til sex - hvilken herlig dårlig nyhed!

Men ikke for mig. Hverken som psykoterapeut med speciel interesse for seksualitet, eller for den sags skyld på egne vegne. Faktisk har jeg aldrig troet på Gunter Schmidts påstande. Jeg fik da også min skepsis bekræftet ved at nærlæse hans statistikker, for de viste sig at holde ad Wandsbeck til.

I dagene omkring udgivelsen af min bog blev jeg indbudt til at fortælle om den i et par direkte tv-programmer. Min medvirken i det første (TV-Lorry) blev imidlertid aflyst samme dag: desværre, der var alligevel ikke plads. Den anden (i l9-direkte) blev ligeledes aflyst samme dag: desværre, min bog var for nuanceret til programmet. Jeg var helt enig. Og alligevel eftertænksom. Og endnu mere, da det viste sig, at også anmelderne indtil videre har holdt sig tilbage.

Nu skriver jeg ikke dette her, fordi jeg føler mig som en forfulgt uskyldighed. Men jeg skriver jo bøger, fordi jeg arbejder med at finde ud af nogle ting, som interesserer mange mennesker. Og om bøger bliver læst, det afhænger i høj grad af medierne. Så - hvad har jeg gjort forkert? Har jeg været for provokerende?

Nej, snarere det modsatte: Jeg har ikke været sort-hvid nok. Jeg er ikke hoppet på vognen der proklamerer seksualitetens undergang. Jeg er heller ikke kommet med nye fiduser à la frækt undertøj, sidespring eller forede håndjern. Jeg har end ikke jamret over den hjertegribende ensomhed i single-Danmark; jeg har nemlig ikke noget til overs for den måde, hvorpå man fortolker statistikkerne om vores boligvaner... Men jeg føler mig stødt over det billede af vores seksualitet, som kolporteres af medierne.

Jeg synes ligesom de fleste danskere, at det er spændende at se sexprogrammer, og i de halvandet år jeg har arbejdet på bogen, har jeg set oceaner af programmer om sex - danske og udenlandske talkshows, erotiske magasiner, gadeinterviews, stripshows, sexdebatter, quizprogrammer. Jeg har fulgt med i eksperimenter med parforhold, kønsroller, berøringsøvelser, tantrisk sex, you name it. Jeg har lært meget. Og noget af det der er kommet bag på mig, det er, at jeg stadig kan blive forarget over det jeg ser. Ikke fordi det er for frækt - men af en helt anden grund:

Det har ofte været ubehageligt at se og høre seksualiteten udstillet til befamling, ganske gratis, af studieværter og quizledere. Mit yndlings-hadeprogram (som jeg fulgte trofast) var det nu hedengangne Brunst, "Danmarks frækkeste sex-quiz", hvor unge par konkurrerede på kendskab til kærestens hemmelige sex-ønsker, samt på paratviden inden "orgasmeuret faldt i slag".

Dér opdagede jeg, at jeg stadig har noget jeg vil kalde blufærdighed, og at den føles krænket, når en i bund og grund ligeglad studievært lokker sagesløse personer til at åbne for ders seksualitet, som var det deres køleskab. Jeg oplever det som et overgreb - på de implicerede. Og jeg føler, at jeg er lokket med på en kigger, på samme ubehagelige måde som dengang med Bill Clinton og Monica Lewinsky. Jeg bliver selv en krænker.

Og først og fremmest opdagede jeg, at jeg kan føle mig krænket på selve seksualitetens vegne, fordi den befamles, trampes flad, reduceres til teknik og til forbrugerstof på linie med spegepølse og vaskepulvere.

Men hvordan skulle man også kunne andet på en tv-skærm. De sort-hvide aspekter kan man mane frem. Voldtægt, incest, pædofili, det kan man beskrive. Heftige s/m-scener kan man vise, spredte ben og kropsmaling og strip med vrik og vrid omkring stolper, alt det kan man vise. Men selve seksualiteten, dens duft, dens smag, dens hengivelse, dens skjulte landskaber - de er lige så umulige at vise som bouquet'en på de vine der prøvesmages på skærmen.

Men sex skal der være; om ikke andet så i form af manglende sex, Manglende Lyst - det nye gys. Og her forhøjes den sort-hvide virkning af, at man kan udpege syndebukke.

Først og fremmest naturligvis kvinderne. Kvinderne render rundt med stressmapper med metallås og snakker højt i mobiltelefon, de insisterer på en karriere, de ryger, de drikker, de får blodpropper... og så tager de seksuelle initiativer! De vil de have sex! De går i byen for at score, de inviterer til one night stands, de er aktive i sengen - de har gjort sig til mænd, og hvor bliver tiltrækningen mellem kønnene så af?

Men her kommer Lone Nørgaard ind. Hun har nemlig fundet ud af, at alt det med kvinders lyst til sex er en løgn, som vi bruger for at tækkes mændene og få skrabet lidt søde ord til os. I virkeligheden, siger hun i sin kronik den l3.ll., ved vi jo godt alle sammen, at kvinder fra naturens hånd har mindre lyst til sex end mænd. Derved knytter hun an til en århundredgammel tradition, fra den almindelige offentlige mening, og mere specielt fra psykoanalysen, hvor man gik ud fra som en selvfølge, at kvinder er mindre seksuelle end mænd. At de har mindre lyst til det hun kalder den der lille sport på silkelagnerne eller den ægteskabelige gymnastik, som det ikke tager mere end 5-lo minutter at få kringlet; Lone Nørgaard hører øjensynligt ikke til de undtagelser, som hun for en sikkerheds skyld levner en lille plads.

Lone Nørgaard er således ikke sort-hvid, snarere grå-grå. Hun tager en stor våd svamp og sletter alle modsætninger mellem lyst og Manglende Lyst ved at gøre dem til et spørgsmål om biologi, og biologien er der jo ikke noget at gøre ved, vi må bare se at leve med den på bedste beskub ved at hugge en hæl og og klippe en tå, når vi nu ikke kan klippe andet.

Jeg husker en vittighedstegning med en bodegasvulmende herre, der står ved konens seng med bukserne halvt nede og et skeptisk udtryk i ansigtet og siger: "Er du nu også sikker på, at det er i dag det er din fødselsdag?"

Den gjorde intryk på mig, og jeg husker den, skønt det er mange år siden jeg så den. Men jeg kommer ofte til at tænke på den i denne tid, hvor jeg gang på gang hører kvinder, der beklager sig over deres mænds mangelfulde lyst til sex. Jeg møder dem i min praksis - kvinder der kommer alene eller sammen med deres mand - og på seksualitetskurser. Rollerne er jævnt fordelt; der er ikke meget der tyder på, at det er mænd der vil have sex og kvinder der vil have ømme ord og blomsterbuketter i cellofan. Det passer heller ikke med den gamle historie om, at kvinder bruger sex for at få kærlighed, mens mænd køber sex med kærlige ord.

Og intet i min terapeutiske praksis passer med Lone Nørgaards påstand om, at efter forelskelsesfasen nedtones kvinders lyst, og så gider de ikke det dér med pikken ret meget længere.

Alligevel - noget er der nok om hendes snak om en forskel på mænds og kvinders seksualitet, bare på en anden led: Utallige kvinder ønsker sig sex ikke bare hyppigere, bedre, mere langvarigt - men frem for alt mere intimt. Ikke den form for intimitet der skal starte med lange romantiske middage med to lys på et bord; men jeg tror, at mange kvinder har større sans end mange mænd for et samleje, hvor den seksuelle energi får lov til at flyde frit. Hvorimod mænd traditionelt er seksuelt nøjsomme og tilfredse med en quickie, der ender i en udløsning.

Men jeg har indtryk af, at den side af sagen er ved at ændre sig, fordi flere og flere mænd er ved at indse, at de går glip af noget væsentligt ved at gøre sex så resultat-orienteret, og længes efter at opleve nogle andre værdier i deres seksualitet.

Det viser sig bl.a. i den voksende interesse for tantra, som man i disse år møder overalt i den vestlige verden, og også i Danmark. I tantrisk sex handler det ikke om udløsningen, den kan forhales eller droppes helt. Det afgørende er kontakten, intimiteten, nærværet - fordybelsen. Og denne interesse tyder på, at begge køn er opmærksomme på det uforlignelige i at betragte sex som en tilstand, noget man er sammen om, noget man er - og ikke bare som noget man gør, og det var så det.

Når denne interesse dukker op for tiden, ser jeg det som et tegn på, at begge køn er begyndt at opvurdere seksualiteten. Og jeg ser de mange klager over Manglende Lyst som det samme - ikke det at lysten mangler, men det at man klager over at man savner den. Det vidner om en ny - eller glemt - bevidsthed om, at sex kan være mere end bare det frækkke, noget man hygger sig med og kan få børn af. At det også kan være noget der er vanskeligt at beskrive i medierne, fordi det ikke er sort-hvidt, men faktisk... ja, faktisk fuldt af farver og nuancer og uforudsigelige, magiske højdepunkter.

Så - bøger skal læses...

Mit egentlige formål med at skrive om seksualitetens tilstand og tendenser i vores sexliv her omkring årtusindskiftet har været at rehabilitere seksualiteten, udfri den af mediernes omklamring og vulgærråd og -fiduser. Men undervejs er det gået op for mig, at det i grunden slet ikke er nødvendigt. Nok har debatten haft sine forstemmende sider, men den er også sund, ja - glædelig.

Nu er det jo ikke sådan som visse overskrifter i de interviews jeg har givet, antyder, at jeg mener at manglende seksuel lyst er sund.

Jeg kunne ikke drømme om at mene, at mangel på lyst er sundt i sig selv. Nej, det der i mine øjne er et sundhedstegn, er selve den kendsgerning, at mennesker begynder at klage over manglende lyst. For det fortæller, at mange mennesker er blevet bedvist om, at seksualiteten er en vigtig faktor i livet. Ikke bare fordi den lover hurtige belønninger i form af orgasmer, ikke bare fordi den er sjov og fræk og noget man hygger sig med - men også fordi den er en af vore vigtigste kilder til en forhøjet tilstand af nærvær. Og nærvær, at være fuldt til stede her og nu, er en af vejene til den ekstase, som de fleste mennesker inderst inde længes efter.

Derfor tror jeg, at det vi ser, måske nok kan være en registrering, en konstatering af en afmatning af lysten, men det er ikke det afgørende. Det er tværtimod tegn på, at vi hæger om vores seksualitet for dens hemmelige gaver - ja, at vi er på vej mod en ny seksuel bevidsthed.

Og det er ganske rigtigt svært at indfange på en sort-hvid medieskærm.
Så husk: Bøger skal læses...

December 1999