MARIA MARCUS
		PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Hvem forfører hvem?

Det var på det første kursus i min gestaltterapeutiske uddannelse, i slutningen af 70'erne. Jeg stod bøjet over det flygel der var opstillet i kursuslokalet - og vores kursusleder, selve den karismatiske leder af udannelsen, kom bagfra og tog mig på balderne. Jeg vendte mig om som stukket af en hveps, og hvæsede:
- Mandschauvinist!

Han fo'r tilbage som bidt af en slange, tilsyneladende uvant med den slags reaktioner. Vi kom aldrig siden på rigtig god fod.

Jeg undrede mig selv over min reaktion, nok var jeg gammel rødstrømpe, men ikke utilgængelig for erotisk opvartning. Jeg burde vel nærmere have været smigret, jeg var over 50 og bestemt ikke med i kredsen af de kvinder, som terapeuterne normalt udså sig til nattens fornøjelser. Hvilket var en yndet sport.

Var jeg bange for en form for incest fra min lærers side? Professionel incest, det begreb Hanne Dam introducerede i sin artikel i Information den 4.8.1995?

Næ, det begreb kendte jeg ikke. Men han overskred mine fysiske grænser. Der var ingen erotisk kontakt imellem os, han sagde mig ikke noget som mand, det var bare en dum hånd på min røv.

Og hvis jeg nu havde følt mig tilstrækkelig smigret, og havde taget imod tilbudet fra ham der kunne lade mig dumpe eller bestå?

Så havde det stadig ikke været incest. Til nød kunne det kaldes et overgreb, måske endda et magtmisbrug - hvis han altså havde lagt pres på mig. Men - hvem forfører hvem?

Jeg var vidne til mange følger af det dér med sex mellem terpeut-lærere og terapeut-kursister. Mudder i gruppen, jalousi, konkurrence, hvisken i krogene, alt var fordækt.

Og hvad så? Det sker jo på alle kurser...

Jamen terapikurser handler om det modsatte af at leve fordækt med små lyssky hemmeligheder. De handler om kontakt, om åbenhed, om at turde være sig selv og stå ved, hvem man er. Derfor går der stadig frasagn om en anden, kvindelig, kursusleder, som i al åbenhed udvalgte sig en elsker blandt kursisterne - i kontrast til den sædvanlige diskretion.

Er det da i orden, hvis bare det sker åbent?

Den almindelige lysskyhed er en vigtig negativ faktor. Men der er meget andet som ikke er særlig smart, det viser begivenheder jeg kender til fra mange andre kurser. Kvinder bliver fastholdt i gamle mønstre: En leder er en der skal forføres, det er en måde at få bekræftelse på, anerkendelse, status - så hvem kommer først?

Men det kan også blive mere direkte og grovere. En kvinde fik at vide, konfronteret med en kursusleders kønsorganer under påskud af at skulle lære noget om sin seksualitet, at hendes manglende samarbejdsvilje måtte skyldes manglende kontakt med sin kvindelighed. Hun blev skamfuld som et andet voldtægtsoffer, og det varede mange år, før hun kunne fortælle om oplevelsen.

En anden, som indledte et kæresteforhold med en kursusleder, blev mødt med terapeutisk jargon, så snart der opstod konflikter:
- Du trænger vist til at arbejde med dine modstande/din far/din mor/dine rigide grænser/din seksualitet...

Terapeuter er gode til at finde de ømme punkter. Overgreb? Magtmisbrug? Ja - ikke på grund af selve det seksuelle islæt, derimod på grund af udnyttelsen af relationen. Incest - nej, endnu ikke, skønt det så småt begynder at snerpe derhenad.

Men det bliver værre, og det gør det paradoksalt, fordi terapi ikke er noget statisk, men i stadig udvikling. Da jeg begyndte min uddannelse, var terapien (læs: terapeuterne) akkurat begyndt at bevæge sig fra de stærkt ego-centrerede sensi-kurser, hvor det gjaldt om at bryde modstanden, hen imod at smelte modstanden, og den udvikling fortsætter. Det hænger sammen med, at flere og flere terapeuter i dag er begyndt at inddrage kroppen. Og via kroppen er det muligt at få kontakt med dybere lag end jeg-styrke. Dybere - dvs tidligere. For kroppen husker så meget, som "jeg" ikke husker.

I en vis forstand er det jo terapiens opgave at få klienten til at blive voksen, stå på sine egne ben, få kontakt med sin selvstændighed. Men hvis den tidlige barndom gemmer på stærke, ubearbejdede oplevelser, kan det være nødvendigt at gå omvejen over barndommen, så klienten bliver barn igen; et meget lille barn.

Og det er her, at begrebet professionel incest eller terapeut-incest kommer ind. Og det har ikke noget at gøre med sex-forskrækkethed, men det kan gå ud over både kursister og så - ikke mindst - over intetanende mennesker, der går i terapi for at få hjælp og støtte i en udviklingsproces.

Der kan være masser af sex i luften i et terapi-lokale. Det er der, når jeg holder seksualitetskurser, alene eller sammen med Per Holm Knudsen. Men også når jeg sidder alene med en klient af det ene eller det andet køn, er der masser af erotik i luften. Og det er godt, for når folk er i kontakt med sig selv, får de også kontakt med det erotiske. Og undertiden med deres seksualitet.

Men det giver mig ingen problemer, for den erotik bliver ikke seksuel for mig. Ikke mere end den jeg mærker, når jeg er sammen med mit barnebarn og kunne sætte tænderne i hendes lækre lille forførende dame-korpus. Og som jeg husker fra dengang mine egne børn var små og indbød til... til hvad? Vel, til alt muligt. Men ikke til sex. På grund af det ældgamle incest-blodskams-tabu? Eller fordi der er himmelvid forskel på erotik, sensualitet - og så sex?

Hvilket, i parentes bemærket, desværre ikke er tilfældet for krænkere, mennesker der begår seksuelle overgreb mod børn, og hvis tidlige traumer man burde ofre mere interesse på. Tænk hvis de i tide var kommet i terapi eller på et seksualitets-kursus og havde lært at mærke den naturlige lyst, så den kunne finde sine rette kanaler og ikke perverteres, ledes på afveje til skade for andre!

Sammenligningen med mit barnebarn og mine børn er ikke tilfældig. Når en klient sidder i min stol eller ligger på min madras og er begyndt at åbne op for det ukontrollable, det som ligger dybt begravet i barnesjælen af sårethed, smerte og vrede, længsel og lyst - så er jeg ikke kun terapeut. Jeg bliver samtidig en slags mor. Og jeg ved jo af egen erfaring, hvor dybt ind i de arketypiske lag kropsterapien kan føre, og hvor livsvigtigt det kan føles at nå den tættest tænkelige kontakt med det menneske der sidder ved siden af, omsider inden for rækkevidde...

For nogle klienter tager dette dybe behov for nærhed sig seksuelt udtryk, det bliver ikke til at skille ad, hvad der er terapeut, far, mor, elskede. Det er det der hedder overføring. Og hvis jeg i den situation som terapeut begyndte at respondere seksuelt, ville der opstå et uhåndterligt mudder af bindinger og skyldfølelser, hele processen ville være tabt på gulvet. Og her er vi så fremme ved det man kan kalde professionel incest.

Hvorfor er der vitterligt en del terapeuter, som overskrider grænsen til det seksuelle? Det kan skyldes behov for magt, for selvbekræftelse, for seksuel tilfredsstillelse. Men det kan også skyldes en modoverføring: Terapeuten kan på grund af gamle krænkelser have sin egen, måske uerkendte grænse-problematik og derfor være svag over for mennesker, der tilbyder at drage hende eller ham med ind i et univers, hvor alle grænser er udvisket.

Mange af de forførende klienter har, viser det sig jo, en personlig historie der rummer overgreb, måske endda incest, som har beskadiget deres sans både for deres egne og andres grænser. Nogle af dem ville helst flytte ind hos terapeuten. Andre vil forføre terapeuten; det er langt mere almindeligt, end at terapeuten vil forføre klienten. Alt for at undgå en adskillelse, et krav om at blive voksen! Så vigtigt kan det føles at få lov til at opleve den længe savnede, grænseløse kærlighed fra en far eller en mor.

Incest er jo langtfra altid ensbetydende med voldtægt. Det kan også være forførelse. Mellem forældre og børn, mellem søskende. Hvem forfører hvem? Svært at sige. Og grænseløse mennesker er utrolig forførende for alle, der længes efter at mærke deres daglige grænser forsvinde i en vidunderlig sammensmeltning - seksuel, kosmisk eller på anden vis...

For eksempel terapeuter, som ikke kender deres egne mekanismer og derfor ikke kan mærke, hvornår der går en modoverføring i gang.

Men det er terapeutens opgave at holde sig klar, se på hvad der sker, tillade klienten at have sine følelser - uden at lade sig forføre. Ellers er det professionel incest. Det er derfor, enhver forsvarlig terapeutisk uddannelse (modsat psykologistudiet!) lægger så stor vægt på intensiv, og principielt livslang, egen-terapi.

På et andet kursus i mit eget uddannelsesforløb havde en kvinde, hvis historie rummede et overgreb, forført/ladet sig forføre af en terapeut og forelsket sig dybt i ham - og brød nu alle regler. Hun spurgte ham i gruppens påhør:
- Hvor meget mente du med det? Vil du skilles fra din kone?

Hårdt presset gik han til bekendelse: Nej.

Den kvinde havde overskud til at vende situationen, trække sine grænser og derved blive mere voksen. Ikke alle klienter har det overskud. Derfor har vi i etiske regler, der forbyder seksuel omgang mellem terapeuter og kursister eller klienter.


Information, august 1995


Links:

Maria Marcus: Terapeuter og incest

Per Holm Knudsen: Professionelle relationer