MARIA MARCUS
		PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Terapeuter og incest

Incest er på mode. Adskillige af mine terapi-klienter har på et eller andet tidspunkt fpet at vide af en behandler, at de nok har været udsat for incest. I nogle tilfælde passer det, i andre er det fri fantasi - terapeutens fantasi.

Alligevel er det godt, at vi er blevet opmærksomme på det fænomen, at utallige børn har været og er genstand for seksuelle overgreb. Det er nemlig ikke bare selve overgrebet, men også holdningen til det der kan være livsødelæggende. Tavsheden, fortielsen, bagatelliseringen. "Der skete jo ikke noget", dvs du overlevede jo. Faderens eller moderens mangel på solidaritet.

Det er ligeledes godt, at vi er blevet opmærksomme på det der hedder professionel incest - dvs at en behandler går i seng med sin klient/patient. Det kan nemlig føre til store følelsesmæssige lidelser og med ét slag ødelægge hele den terapeutiske proces. Ikke desto mindre er der utallige eksempler på, at en terapeut har haft sex med en klient.

Og hvorfor må man så ikke det? Her drejer det sig jo om voksne mennesker. Måske endda folk der i forvejen har en psykologisk skoling og som er midt i et uddannelsesforløb, der skal ende med, at de bliver terapeuter. Så hvad kan der ske?

For ikke længe siden blev jeg opfordret til at gå ind i en forenings etikudvalg. Det var med modstræbende følelser, jeg sagde ja. Jeg har nemlig aldrig helt kunne gøre rede for over for mig selv, hvorfor en terapeut ikke må gå i seng med sin klient. Var det virkelig så skadeligt, har jeg spurgt mig selv.

Jeg ved jo, at der er terapeuter der gør det, og at ikke mindst en del udenlandske kursusledere, trænere og lærere gør det med deres kursister og elever. I min egen uddannelse var det en ganske almindelig omgangsform, og sent på aftenen kunne man se kursuslederne sidde omgivet af et lille harem, hvor de kunne vælge og vrage - hvis de da ikke forlængst havde lavet en aftale til trukket sig tilbage i god tid.

Og hvad så?

På det allerførste kursus i min uddannelse stod jeg og kiggede i nogle papirer, da vores træner kom bagfra og tog et fast greb i min ene balde. Til min egen overraskelse vendte jeg mig om som stukket af en bi og hvæsede "Mandschauvinist"! Og det var ikke engang midt i rødstrømpetiden. Og når jeg blev overrasket over min egen reaktion, var det fordi den gartner hvor jeg undertiden køber små træer eller rosenbuske, gerne gør det samme; hvorpå han lader som ingenting og jeg lader som ingenting og vi kigger videre på roser og fyrretræer. Så hvad er forskellen?

En af forskellene er, at lederen af en uddannelse har magt. Til at lade mig bestå eller ikke bestå, eller bare til at lade mig komme hurtigt eller langsomt igennem uddannelsen. Men man kan jo tage fejl - som studerende på diverse uddannelser. Der var også en professor der lagde hånden på min bag, da jeg studerede ved Københavns Universitet. Jeg lod som ingenting. Jeg bestod. En veninde, som var mindre tilbageholdende, dumpede; hun skulle i hvert fald ikke tro, det var den måde man bestod en eksamen på...

Én ting er lidt sexchikane på undervisningsstederne. Men når man så endelig er færdiguddannet som terapeut og arbejder med klienter, de har seksuelle problemer - hvorfor så ikke række dem en hjælpende hånd og hive dem med ned i sengen? Er det måske ikke dér man kan løse problemer som manglende lyst eller manglende evne - fx til at opnå erektion eller orgasme? Så hvorfor ikke hjælpe klienten med en kontant håndsrækning - er det ikke det vi er der for?

Det kan umiddelbart lyde forførende nok. Men når man så hører hvad der sker i kølvandet på den slags håndsrækninger, træder de negative sider tydeligt frem. Klientens forhold til terapeuten bliver det underligste miskmask. Med en sådan følelsesforvirring tilfølge, at det ofte ender med depressioner og i værste fald med selvmord - eller i bedste fad med et afbrudt terapiforløb.

Der sker jo nemlig det, at det er terapeuten der har fat i den lange ende. Enhver kritik af terapeuten eller af forholdet vil omgående kunne fejes af bordet - og bliver det i realiteten hyppigt - med terapeutisk værktøj såsom: Du sidder nok fast i dit forhold til din far, subs. din mor, som du projicerer over på mig - Du er nok ikke rigtig kontakt med din seksualitet - eller Du er fyldt med neurotiske modstande...

Og det kan alt sammen være rigtigt. Især det med projektionerne. Det er nemlig netop en af de bærende ideer i ordentlig terapi, at man tager i stedet for at gå arkæologisk til værks og grave i fortiden, tager fat på fortiden sådan som den viser sig lige her og nu. Og naturligvis vil vores første seksuelle (urealiserede) oplevelser afspejle i ethvert partnervalg. Så ideelt set skulle der være rig lejlighed til at arbejde den slags gamle følelser igennem og gøre gamle gestalter færdig i et seksuelt partnerskab, hvor den ene er klient og den anden terapeut. Miseren ligger bare i, t det ikke drejer sig om et ligeværdigt forhold.

I de fleste tilfælde er klienten ekstremt åben og sårbar, eftersom så meget af følelsesforløsende terapi - gestalt, kropsterapi og andre former - netop handler om at fjerne modstande. Og derfor har en forelskelse gode kår for klienten - mens det er helt andre ting der har gode kår hos terapeuten, hvad enten det nu er lyst til lidt adspredelse, kursusknald, selvbekræftelse, image som ddamenedlægger - eller magtbegær og behov for demonstration af ego. Og det er jo mildt sagt ikke alle terapeuter, hvis ego er stærkt nok til, at det kan klare sig uden at skulle lægge klienter ned.

Men her er et vigtigt punkt, som ofte overses, nåt talen er om terapi: Terapi handler ikke kun om at bryde eller smelte modstande og åbne for følelser. Det handler også om at etablere grænser. Det vil sige mærke hvornår ens grænser bliver overskredet - og trække den grænse der hedder Hertil og ikke længere. Det er den grænsetrækning der er så vanskelig for mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb, og den vil endnu engang blive udvisket i et forhold der kan kaldes professionel eller ligefrem terapeut-incest.

En af de (yndige unge) kvinder, der blev nedlagt af en terapeut på min uddannelse, benyttede sig af den åbenhed der er lagt op til på den slags kurser. Hun konfronterede terapeuten med det seksuelle møde de havde haft,og afkrævede ham et svar på spørgsmålet: Mente du noget med det? Vil du lade dig skille fra din kone?

Han var lidt længe om at svare. Men da hun modigt holdt fast på, at han skulle tage stilling, måtte han gå til bekendelse og svare, at det drømte han ikke om.

Så den kvinde fik noget ud af sit møde med en grænseoverskridende terapeut: Hun turde tage konflikten op, og derpå trække sin egen grænse: Så er det stop - hertil og ikke længere!

Men det er ikke alle, der har den styrke. Især ikke, hvis man tidligere i sit liv har været udsat for grænseoverskridende sex fra forældre eller fremmede.

Aktuelt - August 1995


Links:

Maria Marcus: Hvem forfører hvem

Per Holm Knudsen: Professionelle relationer