MARIA MARCUS
		PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Va mæ Kærligheden

Vi lever midt i hjerternes tid. Påsken er forbi, men evangeliernes kærlighedsbudskab hænger stadig i ørerne - og hvor mange gange vil Paulus' ord om Tro, Håb og Kærlighed ikke i den kommende tid minde os om, at størst af alt er Kærligheden. Og så ikke et ord om Frederik og Mary, men i år skal der altså være hjerter på kagerne, på lysene, på skoene og på trusserne og hvad ved jeg. Det har jeg selv læst i Politiken.

Kærligheden. Et af verdens mest tilforladelige ord. Og samtidig et af de mest lumske og misbrugte. Derfor er det også interessant at lægge mærke til, hvornår ordet ikke bliver nævnt. F.eks. i det store helaftensprogram på P2 for nylig om Poul Henningsen. Selv udstrålede han kærlighed på sin egen vrantne måde. Men Va mæ Kærligheden? - nej, det kunne PH aldrig have sagt. Han var mere optaget af sin konkrete kamp mod alle de hindringer, der begrænser menneskers mulighed for kærlighedsmøder. Han kunne tale om elskov, lyst, seksualitet, og om kærlighed - men ikke om Kærligheden, med stort K og i bestemt form. Jeg erindrer ikke, at han nogensinde har taget ordet i sin mund. Han må have mærket bismagen af latent hykleri og autoritetstro på tungen.

Kærligheden blev da heller ikke nævnt i programmets lille debatgruppe, bestående af forfatteren Ole Grünbaum og teologen Iben Thranholm, begge kendt for Politikens læsere, samt mig selv. Vi skulle give et bud på, hvor kampen for frisind befinder sig i dag. Samtalen kredsede naturligt nok om, hvordan vi i dag forholder os til autoriteterne, og hvilke autoriteter vi eventuelt savner, fordi vi har smidt dem ud sammen med barnet og badevandet. Så i grunden var jeg forberedt på, at ordet ville dukke op, sammen med andre ædle gloser som ansvarlighed, grænser, disciplin og lignende. Det skete ikke.

Og så alligevel, omend ikke direkte. I slutningen af vores lille samtale dukkede nemlig et nyt ord op: ordet bipersoner. Vi burde holde inde med vores enorme egocentriske individualisme. Vi burde besinde os på, at vi ikke nødvendigvis er unikke hovedpersoner, men omstille os til en større ydmyghed: Se os selv som bipersoner.

Mente teologen. Ikke jeg - jeg mærkede et tydeligt indre ups! Det er nemlig ikke det indtryk jeg har af mennesker gennem mit arbejde som terapeut og kursusleder. Min erfaring er snarere, at så snart man kommer lidt tættere på folk, så krakelerer den glatte overflade og afslører snarere et svigtende selvværd, end en grandios selvovervurdering; faktisk er det få der opfatter sig selv som hovedpersoner, når det kommer til stykket. Og godt nok var der ingen der nævnede ord som terapi eller personlig udvikling, lige så lidt som ordet Kærligheden - men jeg fornemmede alligevel en skjult adresse på den lille moralske opsang.

Da jeg kom hjem, benyttede jeg provokationen som anledning til at finde en bog frem, som har ligget og ventet på mig længe. En lille tynd bog med titlen Jeg og Du fra 1923 af Martin Buber (1878 - 1965), en verdensberømt, lærd jødisk tænker og mystiker, og tilmed en mand som gik ind for en jødisk-arabisk dialog og en binational palæstinensisk stat. Jeg havde i årevis hørt bogen berømmet netop som et dybdeborende korrektiv til tidens jegdyrkelse, og jeg gik ud fra, at den måtte rumme en uddybning af det dér med hoved- og bipersoner, som teologen talte om.

Det gjorde den for så vidt også. Ordet Kærligheden optræder heller ikke her, skønt grundtemaet er mødet, det autentiske møde mellem mennesker. Men Buber selv er svær at møde ordentligt, for bogen bevæger sig udelukkende på det mentale plan - på sin vis en lukket bog. Ingen krop, ingen følelser, intet hjerte, kun skarpt intellekt. Han skriver om noget af det mest væsentlige i livet - Jeg og Du. Han skriver ud fra en dybt etisk grundholdning, muligvis ud fra en form for spirituel oplevelse, hvor ord ikke slår til. Men alt det personlige er noget han holder for sig selv. Desværre, for jeg ville utrolig gerne læse om hans egne erfaringer, hans udgangspunkt og hans udvikling, men måtte nøjes med hans konklusioner. For lidt og for meget, nok til at jeg mærkede en resonans, og samtidig en følelse af: ærgerligt.

Nå, sådan er det med så meget af det der skrives af filosoffer om Kærligheden, tænkte jeg - det er digterne altså bedre til. Eller psykoterapeuterne for den sags skyld, i hvert fald nogle stykker, som f.eks. den amerikanske psykiater Irvin Yalom, der helt investerer sig selv i beskrivelser af mellemmenneskelige møder i sin bog Kærlighedens bøddel.

Og som så ofte før blev jeg i tvivl ved læsningen af Buber: Ved de overhovedet, hvad de snakker om, alle de skrivende filosoffer - med Søren Kierkegaard som den store undtagelse? Og i så fald: hvorfor så denne frygtindgydende blufærdighed? Hvorfor taler de aldrig så man kan forstå det, om tilstanden af kærlighed - hvordan det føles at mødes på et dybt plan, hvordan det føles at elske? For i abstraktionernes sprog er det mig umuligt at få en fornemmelse af mødet, kærlighedsmødet mellem et Du og et Jeg. Jeg savner forfatterens Jeg - om ikke andet, så som optakt.

Og nu taler jeg ikke om de møder der har med sex at gøre. I seksualiteten er der givetvis helt specielle muligheder for et kærlighedsmøde. Men det kan jo ske så mange steder. Et møde med et barn, et dyr - eller et træ for den sags skyld. Eller med en person man slet ikke har noget specielt forhold til, men som man uformodet oplever en kontakt med - så et tilfældigt møde på sekunder forvandler sig til et kærlighedsmøde.

Var det det Paulus talte om i det p.t. nærmest mondæne første brev til korinthierne om, at størst af alt er dog Kærligheden? I så fald synes jeg han udtrykte sig temmelig problematisk, når han tilføjede sine dommedags-ord om den der gør alt det (i nutidigt sprog: politisk korrekte) gode, men mangler kærlighed: "Da er jeg blevet et lydende malm eller en klingende bjælde..."

Hvilket jo er så sandt som det er sagt, og samtidig lægger ordene op til misbrug. For godt nok siger han jeg og ikke du, men det skjuler nu ikke den indbyggede trussel: Hvis ikke, så... For så forvandler selvransagelsen sig til en løftet moralsk pegefinger, og Kærligheden er blevet en pligt: Du skal elske, ellers...

Og hvordan gør man det - elsker når man skal? Ja, man kan jo prøve som Benny Andersen, når han fortæller om sine daglige øvelser, placerer sig i Kristus-positur foran spejlet, sørger omhyggeligt for ikke at blive forstyrret og sidder dér

helt alene
med uret foran mig
breder armene ud gang på gang
der er ikke spor i vejen
jeg er egentlig bedst
når jeg er helt alene

For når kærlighed er noget man skal præstere, så er vi kommet derhen, hvor selve kærlighedsbegrebet i Paulus' version bliver dømmende og ukærligt og nærmest slår over i sin fundamentalistiske modsætning - ja, bliver et nysprogs-agtigt dæknavn af Orwellske dimensioner. Pludselig er kærlighed noget man skylder andre, noget man nærmest med vold og magt skal give til andre.

Hvor paradoksalt - når det nu er sådan, at mangel på kærlighed, mangel på evnen til selv at føle kærlighed, opleves som et dybt, omend oftest ordløst savn hos den, der i kortere eller længere tid ikke er i stand til at mærke følelsen af at elske. Det er nok et af de største og mest ulykkelige tab et menneske kan komme ud for.

Nu skal jeg ikke gøre mig klog på Paulus' egne intentioner med den famøse eftersætning. Men med den har han i hvert fald leveret skyts til utallige århundreders modstandere af det vi kalder frisind. Hvor ofte har jeg ikke hørt Kærligheden brugt som trussel, som våben, ja nærmest som en vandkanon der skyller alt væk foran sig - Kærligheden med stort K og i bestemt form. Brugt som irettesættelse og mistænkeliggørelse, med løftede øjenbryn og alvidende dommerstemme: Jamen - hvad med Kærligheden?

Og frem for alt brugt som modsætning til sex, den seksuelle og erotiske kærlighed, alt det PH?s frisindskamp havde som mål. Det sker regelmæssigt, når frisindet, altså det seksuelle, det vil sige selve seksualiteten, for en gangs skyld bliver taget alvorligt. Jeg selv er absolut ikke den eneste forfatter der er blevet konfronteret med det inkvisitoriske spørgsmål:
"- Jamen hvad med Kærligheden?"

Og altid i betydningen: at Kærligheden, den er i hvert fald finere og mere åndelig end - end hvad? Kødets lyst, eller hvad? Kødet, kroppen, det billige skidt...

Kærligheden, det ved vi alle hvad er. Eller gør vi? Jeg er absolut heller ikke den eneste der har problemer med selve ordet. Gang på gang oplever jeg på vore kurser om seksualitet og kærlighed, at nogen spørger: Jamen hvad menes der i grunden med ordet kærlighed - hvad vil det egentlig sige at elske?

Heldigvis er vi to kursusledere, så vi kan prøve os frem med hver sit svar, og jeg husker et år hvor min makker, Per Holm Knudsen, svarede: Jeg elsker i det øjeblik, hvor jeg siger at jeg elsker! Og selv svarede jeg for egen regning: Det er når jeg mærker, at mit hjerte åbner sig.

Efterfulgt af en langvarig og bevæget diskussion i gruppen.

Det er jo ikke så mærkeligt, at det er svært at hitte rede i begreberne. F.eks. når jeg hører den ene eller den anden part i et parforhold på kollisionskurs sige besværgende: "Jamen jeg elsker ham/hende jo" eller "jamen vi elsker jo hinanden!" Vild forvirring, for hvad mener de i grunden? Hvor sidder kærligheden hos dem? Oppe i hovedet, eller hvad? Som et glansbillede, som et smerteligt minde om hvordan det var engang?

Men så langt forstår jeg Buber, selv om det er nogle andre ord han bruger: Det er i mødet med et andet menneske, når den anden bliver et Du for os, at vi kan mærke at vi bliver helt os selv. At vi elsker fra dybet af vores væsen, så skellet mellem hovedperson og biperson forsvinder og kun selve mødet bliver tilbage. Og lige præcis dér sker der et magisk, kvalitativt spring.

Det ved vi jo på sin vis godt. Meget moderne konfliktløsning bygger på det møde. Vi har set utallige gange, hvordan mennesker der er indoktrineret til had i det ene eller det andet system, finder sammen med deres traditionelle modstandere på tomandshånd eller i små grupper: det bliver umuligt at opretholde hadet, had trives bedst på masse-basis. Jeg glemmer aldrig tv-filmen for ikke så længe siden om, hvordan jødiske og palæstinensiske børn, opdraget i hver sin ortodokse tradition, fandt sammen.

Vi hører også eksperternes råd til mennesker på vej til områder, hvor gidseltagning er en realistisk risiko: Gør hvad du kan for at etablere en personlig kontakt til din gidseltager, for i det øjeblik han ser dig som en person - et Du -, får han sværere ved at opretholde sit had. Ligesom vi så det ved det berømte bankrøveri i Stockholm, hvor der udviklede sig uforudsete følelsesmæssige bånd mellem gidsler og gidseltagere.

Og hvordan etablerer man så sådan et møde i det daglige? Det skulle vel ikke være så svært?

Jamen det kan være nogle yderst dramatiske øjeblikke, og nogle meget lange øjeblikke, inden sådan et møde kommer i stand - f.eks. netop når man arbejder som terapeut med et par på kollisionskurs. Et møde hvor de omsider, i stedet for at diskutere og argumentere fra hver sin skyttegrav, sidder som de måske gjorde engang for længe siden: lytter, tier stille og bare ser hinanden ind i øjnene.

Det er i det hele taget noget af det, der har gjort størst indtryk på mig i hele min egen professionelle uddannelse: at de afgørende skift sker i kontakt, i mødet med et andet menneske. Men det er desværre ikke noget man bare gør. Det ved jeg ikke bare fra mit arbejde med andre, men også når jeg selv har siddet i den varme stol: det er noget af det mest angstprovokerende der findes.

Det kræver at man dropper sit mentale og intellektuelle forsvar. Det kræver at man står ved sin frygt for at blive misforstået eller afvist, eller tværtimod slugt, ædt op. Det kræver at man tør stå ved sin sårbarhed, for det føles som at blotte sig totalt og stå nøgen over for den anden. Som et spring ud hvor man ikke kan bunde, og hvor man ikke kan se et sekund frem i tiden, for tiden står stille. Man er ikke længere stedkendt, for det er ikke dér man plejer at færdes.

Men jeg ved også, at hvis det lykkes og hvis kontakten med ét er etableret, kan man føle sig overvældet af taknemmelighed og... skal vi kalde det kærlighed. Og man mærker hjertet åbne sig - og bliver faktisk ydmyg, helt uden at have fået besked på at være det.

Men bagefter er man også klar over, at et møde af den art kun kan lade sig gøre, når begge hver for sig er hovedperson. Ellers bliver alle bud om at droppe individualisme og egoisme tomme ord, for man kan ikke være autentisk i kontakt med et andet menneske og mærke hvordan det forvandler sig til et Du for en, så længe den ene part oplever sig selv som biperson.

Men når det lykkes, mærker man forskellen mellem at føle sig som et lydende malm og en klingende bjælde, fremmedgjort og kærlighedsløs ? og så hvordan det er, når kærligheden kommer indefra og helt af sig selv. Det er en oplevelse jeg godt kunne unde alle mennesker, og det tror jeg også var Bubers egentlige ærinde.

Og PH - hvad ville han have sagt til sådan en beskrivelse? Han havde sikkert fundet den lige lovlig luftig. Men jeg tror ikke, han nogensinde har betragtet hverken sig selv eller andre som bipersoner. Og med sin vidunderlige sans for det funktionelle var han nok endt med at acceptere, at det kunne være én ganske konkret og jordnær måde til at invitere kærligheden indenfor; altså kærligheden med lille k.

Med eller uden hjerter på trusserne.


Politiken, kronik 4. maj 2004