e var ikke ventet, men to, det var nu alligevel mere
end folk forstod. Jamen - hun er nu osse svær i forvejen, sagde nogen.
Jamen - alligevel, sagde andre. De blev døbt Mona og Lisa. Ikke fordi deres mor forstod sig på kunst, men når de nu var tvillinger.Hvem er Mona? Og hvem er Lisa?
spurgte folk, når hun gik tur med de to i den store barnevogn. Det var ikke til at se det. Det vil sige deres mor kunne godt. Der var den lille forskel på Monas ene øre - og så selvfølgelig den lille plet på Lisas mave. Men man stod jo ikke og tog tøjet af pigerne sådan midt på gaden.De fik ens tøj, som deres mor lavede til dem af de af mormors kjoler, som ikke længere passede hende. Det var vist mest på grund af størrelsen.
Hun havde altid haft et nært forhold til sin mor, og de sås da osse flere gange om ugen. Pigerne havde selvfølgelig fælles legetøj og sov i samme seng.Og hvem er så Mona? Og hvem er så Lisa? spurgte folk de to piger. Mig, sagde de begge to og fnisede af folks forvirrede udtryk.
De voksede op og forstod hinandens tanker og sind uden ord. Fulgtes
i tykt og tyndt. Lavede hinandens stile, løste hinandens regneopgaver
og spiste op, hvis den anden ikke kunne, og moren vendte ryggen til et øjeblik.Hvor er de nemme, sagde folk. Er de aldrig uenige og til besvær?
Nej, de var aldrig uenige og aldrig til besvær, sagde moren, og pigerne så osse artige ud. Når hun kaldte: "Mona Lisa", så kom de begge to og spurgte aldrig hvem, hun egentlig havde kaldt på.De fleste fandt aldrig ud af hvem, der var Mona, og hvem der var Lisa. Ja, det var kun deres nærmeste veninder, der kunne kende forskel og det endda kun med stort besvær. Deres lærere i skolen havde spurgt moren, om hun ikke kunne klæde dem lidt forskelligt. Men nej, det gør man ikke med ægte tvillinger, havde moren fastslået en gang for alle.
Det begyndte vistnok allerede i puberteten. De havde siddet i historietimen og holdt hinanden i hånden. Og da timen var slut, havde de haft besvær med at få hænderne fra hinanden. Det gik, men det var som om, de begge havde fået en hudafskrabning i håndfladen.
Men to måneder senere havde de ikke kunnet få hænderne fra hinanden. Moren nægtede at sende pigerne til lægen. Det var kun et praktisk problem som var til at løse. Og Mona og Lisa sagde ikke noget.
Da de blev 18, var de vokset helt sammen ved skulderen. Og kun de med den bedste hukommelse kunne huske, at de havde været anderledes. Men man havde jo heller aldrig oplevet de to piger hver for sig. Og når nysgerrige børn spurgte deres forældre, så sagde de, jamen, de er skam siamesiske tvillinger.
Da de blev 21, var de vokset så meget sammen, at lægerne, der i smug havde drøftet en kirurgisk adskillelse, holdt op med at tænke på det.
Og ingen spurgte længere, hvordan det dog var sket, og hvem der var hvem.Da de blev 25, flyttede Mona Lisa hjemme fra moren, og folk havde helt glemt, at de havde været to, og det var nu heller ikke længere til at se. Javel, hun var lidt kraftig, men det havde moren jo osse været. Det var nu nok osse det bedste alligevel, sagde de gamle, det var jo heller ikke til at se, hvem der var hvem.
Alt gik som det skulle, og kun en embedsmand i Det Centrale Personregister sad med to personnumre og vidste ikke,
hvad han skulle stille op med dem.
Noget lignende havde han aldrig været ude for før.
© Per Holm Knudsen, Bruxelles, oktober 1996
