vis man ikke vidste det, kunne man ikke se, at han stod der.
En prik som mange andre prikker ude i horisonten.
Nærmere kunne han være en gammel træstub ved flodbredden.
Et træ der ikke længere havde saft og kraft.
Han stod der vital og rolig med den lange fiskestang af bambus
og flodens vand drev dovent afsted. Hans tøj havde kendt bedre
dage og var godt at fiske i. De lave solstråler ramte hans ansigt
og hans øjne, der tankefuldt iagttog proppens dans på vandets
krusninger.
Daggamle gråsorte skægstubbe hoppede rytmisk over halspulsåren,
hvori blodet rullede fra Etiennes hjerte og op til hans hjerne.
Han tænkte på hende. Langt væk var han og langt væk var hun.
Hjertet sendte beskeder om savn, beskeder om længsel, beskeder
om lidenskab med hver milliliter blod som det pressede ud i
Etiennes krop. Til hver en celle i hans muskler, til hver sansende
fiber, til hver en hårrod og nervecellerne tikkede meddelelserne
rundt.
Og imens drog tankerne ud af Etiennes hoved, op over det lave
pilekrat ved flodbredden, hen over skovkanten en mil derfra,
og op over byen hvorfra man kunne skimte Etiennes ryg og
hans bambusstang. Over bjergene hvorfra han end ikke var
en prik, og hvor horisontens krumning helt skjulte ham.
Langt væk til den by, hvor hun sad.
Og tankerne strejfede hendes kind som et kærtegn.
Gled ned over huden, og hen over hendes smukke læber,
over den lille knop på hendes hage. Over hendes skulder,
strejfede blidt hendes brystvorter, der blev mørke og gav
hende isninger ned ad ryggen. Gjorde et ophold ved hendes
lænd. Rullede hen over hendes mave og begravede sig til
sidst dybt i hendes skød og gav hendes kinder farve.
Hendes puls og åndedræt blev hurtigere
og den lave sol kiggede frem bag en sky.
Louise betragtede karperne og den store røde guldfisk,
der svømmede rundt på tyvende år i parkens lille dam.
Etienne så langt væk og dog fyldte han hendes skød
og hjerte ud.
Parkens duer pikkede rundt i gruset omkring bænken
og kendte ikke til anstændighed her i forårets varme
fra de sparsomme solstråler. Folk gik tur med deres
kærester og hunde og børn og bedsteforældre.
Sad på bænkene og så på tulipanerne.
En dreng løb efter en hund,
der løb efter drengen.
Åh, Etienne, så langt væk.
Den gamle guldfisk stod stille i vandet lige foran hende,
som havde den fået øje på noget. Hun kendte den fra de
mange år, hun var kommet her i parken. Den var som
en kær gammel ven. Den svømmede en runde og pludselig
skød rygfinnen op over vandkanten og med et plask for
den ned i dybet.
Proppen forsvandt og Etienne trak til.
Han fik den.
Men at der gik guldfisk i floden
og så på den størrelse,
det forundrede ham.
