Ulven og Manden i Månen

Til alle tider har mennesker
beskæftiget sig med,
hvorfor ulven tuder?

En gammel overleveret beretning
fra den tid,
hvor mennesker og ulve
havde så meget til fælles,
at det ikke var til at afgøre
hvem der var mennesker
og hvem der var ulve,
fortæller om en hunulv,
der havde mistet sin mage
for lang tid siden.

En aften hvor det var fuldmåne
og hvor hun som så ofte
før vandrede ensomt i skoven,
kom hun til at se op på månen
og så da en mand i månen.

Hun blev slået med forbavselse
og satte sig
og stirrede op mod månen
og den mand hun så.

Og da blev det langsomt tydeligt for hende,
at det var hendes egen mand,
som hun i sin ensomhed gik rundt
og søgte alle steder.

Da hun så sin mand
begyndte hun at tude op mod månen.

Efter at hun havde tudet et stykke tid
mærkede hun en lettelse
gennemstrømmede sin krop
- og langsomt fik hun kontakten
med sin døde mand tilbage.

De havde meget at tale om
og fik det gjort.
Og ved fuldmånens hjælp
blev der kastet lys
over fortidens mørke skygger.

Senere gik hun roligt tilbage til sin flok
og hendes liv blev lettere,
for nu vidste hun,
hvordan hun kunne nå ham.

Siden når hun følte trang
til at nå sin mand igen,
så satte hun sig ned og tudede
op mod manden i månen.

Og det rygtedes blandt de andre ulve,
at hun på den måde ved at tude
havde kunnet omsætte sorgen
og savnet til nyt liv
- og derfor blev det en erfaring blandt ulve,
som de ofte benytter sig af.

De samler sig i rundkredse ved aftenstide
og ser op mod månen
og sammen finder de dem
de har mistet
og som de sørger over
og savner

- og i fællesskab tuder de.

Per Holm Knudsen © 1998

.

En beretning skrevet til en kvinde,
der identificerede sig med en ensom ulv.
Hun havde svært ved at forstå sin kroniske sorg
over sin afdøde mand,
som hun gik og savnede.
Og hun havde meget svært ved at græde.
"Det er jo så lang tid siden!"

PHK (Ærø 1998)

Start og sluk musikken her

Forside | Per Holm Knudsen | Indhold | PSYKE & SEX | PSYKE & SEX DEBAT