Et bidrag til en debat om forholdet mellem klienter og psykoterapeuter, psykologer og læger.
"Jeg er glad for mit ry som både en gammel gris og en guru. Desværre er det første ry aftagende og det sidste stigende." Frederick S. Perls: Skraldespanden tur - retur, Borgen 1981
I Hanne Dams baggrundsartikel: "Flere klagesager om professionel incest" (Information 4. august 1995) efterlyses debat og åbenhed omkring seksuelle relationer mellem klienter og psykoterapeuter, psykologer og læger. Med udgangspunkt i mine egne erfaringer på området vil jeg give mit bidrag til debatten og åbenheden.
Jeg har arbejdet siden 1986 som psykoterapeut og har siden 1988 holdt psykoterapeutiske seksualitetskurser dels alene og dels sammen med min kollega og mangeårige ven Maria Marcus.
Mine erfaringer er ikke som Nina Harboes, at kursister eller klienter opsøger mig eller os hovedsageligt, fordi de er i en kritisk periode af deres liv, og at det er fordi de er hudløse og søger min forståelse og/eller omsorg. Nogen gør det selvfølgelig, men andre kommer fra en overskudsposition og vil gerne lære mere om sig selv, nogen føler sig tykhudede og ønsker et spark i røven, andre har fået alt for meget omsorg og andre igen ønsker at jeg/vi kunne lave deres mand eller kone om o.s.v. Nogen kommer med store og små sår i deres seksualitet og andre kommer seksuelt sunde og grænsefaste.
Så klienterne og kursisterne kommer altså med et meget bredt og broget spekter af erfaringer, oplevelser og ønsker for terapien - enten den sker i en gruppe, individuelt eller som par.
Når jeg/vi starter et kursus, så er det en fast rutine, at vi allerede den første dag i indledningen siger klart og tydeligt, at vi har nogle grænser, der bl.a. går ved, at vi ikke går i seng med kursister eller klienter og heller ikke har andre seksuelle relationer til dem. De fleste deltagere studser naturligvis, men to eksempler kan belyse værdien af det.
En kvindelig kursist udbrød således spontant på et kursus: "Åh, gudskelov, så behøver jeg ikke det!" Først troede jeg og de øvrige, at det var en kvik, spøgefuld bemærkning, men det viste sig nu at være alvorligt ment. En del af hendes problematik var, at hun følte et stort indre pres for at nedlægge mandlige autoriteter seksuelt. Min klare direkte grænsesætning lettede hendes pres, og hun fik ikke nedlagt nogen mandlig autoritet der.
En anden kvindelig klient udtrykte på et andet kursus lettelse over vores klare grænsesætning, fordi hun tidligere havde været på et kursus, hvor en psykolog havde haft et seksuelt forhold til en af kursisterne, og det havde givet en masse problemer med utryghed, usikkerhed, jalousi osv. i gruppen til skade for gruppeprocessen.
Iøvrigt er det ikke min erfaring fra årene i den psykoterapeutiske verden, at mandlige psykoterapeuter og psykologer er væsentligt mere grænseoverskridende - heller ikke seksuelt - end kvindelige. Men mandlige klienter reagerer måske mindre på grænseoverskridelserne?
At jeg sætter disse grænser betyder naturligvis ikke, at jeg ikke (som alle andre mennesker) kan opleve seksuelle følelser - osse i forhold til klienter og kursister. Og der er da selvfølgeligt en sjælden gang en kvinde blandt mine kursister og klienter, som jeg ved, at jeg under andre omstændigheder helt klart ville tænde på. Det er der ikke noget som helst grænseoverskridende i - sådan som det indirekte fremgår af omtalen af den amerikanske undersøgelse (American Psychologist) i Hanne Dams artikel. Vi har de følelser, vi har. Det grænseoverskridende er at udleve dem med klienten.
For flere år tilbage var jeg i den situation, at en kvindelig kursist (XX) og jeg tændte kraftigt på hinanden i samme sekund vi så hinanden allerede inden kurset startede. Jeg havde været ude for den situation én gang før og havde klaret den godt og følte mig derfor rustet til at klare den ny situation. Desuden var jeg midt i en smertefuld skilsmisseproces, jeg følte mig sikker i mine grænser - ingen sex med hverken kursister eller klienter og jeg slog for en ordens skyld syv kors for mig.
Den sidste aften på kurset havde vi som sædvanligt fest. Der kom jeg efter en helt eksemplarisk uge til at danse med XX. Vi dansede ganske tæt og kyssede osse hinanden. Jeg var meget i tvivl om situationen og drøftede den med Maria, som dog ikke syntes der var noget galt og som var glad for at se, at jeg for en kort stund ikke var ked af skilsmissen.
Vi - XX og jeg - aftalte at ses igen noget tid efter kurset og samtidig at afbryde vores terapeut/klientrelation helt. Så jeg tænkte at alt, hvad jeg vidste om etiske grænser var respekteret og overholdt og jeg havde jo osse mit kollegiale bagland i orden.
Næste morgen på slutdagen orienterede jeg gruppen om, at det var alvorligt ment fra min side og ikke bare en kursusflirt med XX, og at der ikke havde været sex mellem XX og mig.
Men en kvinde som havde en seksuel overgrebsproblematik projicerede overgreb på sine søstre ud på hændelsen og en mand, der havde haft følere ude efter XX følte sig forståeligt nok tromlet ned af mig som en anden hanelefant. Det var jo ret uheldigt - osse tidsmæssigt - og vi måtte bruge en del tid på at reparere. Terapeuter er bestemt ikke ufejlbarlige.
Andre kursister gav udtryk for at det var dejligt for dem at se, at jeg havde reageret som et almindeligt menneske, der osse havde turdet vise private følelser. Jeg mødtes med XX og vi havde et forhold i en periode. Jeg var dog langt fra færdig med min skilsmisse, og vi skiltes som gode venner og ses stadig som sådan.
Men allerede straks efter kurset syntes jeg, at der var et eller andet galt med det jeg havde gjort på kurset trods beroligende ord fra både Maria og XX. Jeg havde det oppe og vende flere gange med min supervisor og mine kollegaer, som ikke kunne se at der var noget uetisk i det jeg havde gjort. Og jeg havde stadig en fornemmelse af, at der var noget der ikke stemte.
Et år senere sendte en kursist fra det pågældende kursus mig et kort, hvor hun skrev, at hun ikke længere ville modtage materiale fra mig, fordi hun syntes jeg havde optrådt uprofessionelt på kurset ved at danse så tæt med XX ved festen. Og det var hvad jeg ledte efter - nemlig at det helt enkelt var uprofessionelt.
Jeg var taknemmelig for hendes besked og reagerede på hendes kort ved at sende en undskyldning og en redegørelse for mine overvejelser og mine initiativer efter kurset til samtlige deltagere. Jeg fik flere responser tilbage - nogen synes det var at skyde gråspurve med kanoner og andre havde haft brug for den undskyldning. Og jeg havde det godt med at få det gjort!
Men problemet er ikke kun et spørgsmål om seksuelle relationer, selv om sex altid er et godt emne at starte en debat på. Et andet eksempel fra min egen bagbutik kan måske uddybe hvad jeg mener.
En klient med journalistisk baggrund bad mig skrive en psykologisk artikel til et blad. Vi aftalte meget klart, at der skulle være vandtætte skotter mellem den terapeutiske og den journalistiske relation.
Jeg skrev så en velgennemtænkt artikel, journalistens redaktør fjernede mine kæreste og væsentligste pointer, artiklen blev kedelig og jeg blev sur og sagde til det journalisten, som var uden skyld i rettelserne. Han blev ked af det, og projicerede sin gamle, sure, vrantne, selvhøjtidelige og kritiske far ud på mig og opsagde vores iøvrigt frugtbare terapeutiske samarbejde. Der kunne altså ikke, trods klare, voksne(?) aftaler være vandtætte skotter mellem de to relationer.
Det er to af flere lærerige oplevelser der siger mig, at det afgørende ikke så meget er, om det er det seksuelle aspekt der er i focus. Økonomiske, arbejdsmæssige, følelsesmæssige og sociale relationer mellem en klient og en psykoterapeut indebærer samme fare for skadelige overføringer og modoverføringer .
Det afgørende er, at psykoterapeuten holder sine egne indre formål helt ude af den professionelle relation til klienten. Overføringer og modoverføringer af forskellig intensitet sker hele tiden og både af hensyn til klienten/kursisten og af hensyn til psykoterapeuten selv, er det nødvendigt kun at have en professionel relation - og at psykoterapeuten ikke blander sit eget private, der ikke har med terapien at gøre ind i terapien - hverken seksuelt, økonomisk, arbejdsmæssigt, socialt eller følelsesmæssigt.
Som jeg skrev i begyndelsen kommer klienter og kursister med meget forskellige formål, oplevel ser, erfaringer og sår, og langt de fleste kursister vil måske ikke opleve skader ved en sammenblanding, end ikke ved seksuelle sammenblandinger. Men det er umuligt at afgøre, hvem der vil tage skade og hvem der ikke vil. Det opdager vi jo først bagefter, når skaden er sket. Og selv den bedst personligt gennemarbejdede psykoterapeut kender jo langt fra alle sit sinds krinkelkroge og dybere liggende motiver - og osse derfor skal man lade være - osse selv om f.eks. Frederick S. Perls ikke gjorde det, som det fremgår af det indledende citat.
På den anden side skal vi heller ikke lade os skræmme af den ny-puritanisme (politisk korrekthed f.eks.) der så småt er ved at brede sig, så vi bliver berøringsangste i forhold til vores klienter, kursister og elever. Selvfølgelig kan man da give sin klient et knus, osse et stort knus. Selvfølgelig kan der være situationer hvor det er o.k. at give sin klient et kys på kinden - ja sågar kan det være på sin plads at give sin klient et trutkys på munden. En kropsterapeut der ikke kan røre ved sin klient er jo en absurditet.
© PER HOLM KNUDSEN - PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG • Citater tilladt med kildeangivelse.
Denne artikel har været bragt i
Information
som kronik - 15. august 1995.
Foreningen af Professionelle Psykoterapeuter etiske principper
Dansk Psykologforenings etiknævn
Maria Marcus: Hvem forfører hvem?
Maria Marcus: Terapeuter og incest
