I en kronik Tårer i spejlet (Inf. 20. august 1997) fremfører cand. scient. adm. Torben André Petersen (TAP) nogen betragtninger og en del fordomme om dels psykoterapi og dels kvinder. Jeg vil nøjes med at kommentere nogle af fordommene om psykoterapi.
TAP hævder at "brugen af psykoterapi er blevet en livsforudsætning, en kvindelig værdinorm for særligt (yngre kvinder) i den vestlige verden". Det svarer ikke til mine erfaringer fra min 10 årige (i 1997) praksis som psykoterapeut og sexolog, tværtimod ser jeg flere og flere mænd sådan at fordelingen af mænd og kvinder for 1997 er ca. 45% mænd og 55% kvinder - og jeg ser ingen tendens til at brugerne bliver yngre, tværtimod fornemmer jeg og andre af mine kolleger at brugerne bliver ældre og ældre - måske fordi vi selv bliver ældre?
TAP hævder om parterapi at "partnerens (typisk mandens) følelser bliver dissekeret og blotlagt for kritik og velmenende ydmygelser. Manden bliver som kønsvæsen reduceret til en anakronisme, hvis egenskaber mere hører til i stenalderen end i det moderne feministisk EU-orienterede år 2000." Hvis TAP har oplevet det i en parterapi - så har det været en dårlig psykoterapeut, han har konsulteret. Det er ikke hvad f.eks. jeg eller de kolleger, jeg kender, praktiserer.
TAP spørger: "Er psykoterapien i dens mange former blevet en undskyldning for ikke at ville tage ansvaret for sig selv eller ikke ville deltage i den politiske proces i samfundet?" At søge hjælp gennem psykoterapi, hvis man har problemer, man ikke selv kan overskue at løse, er netop at tage ansvaret for sig selv. TAPs spørgsmål er egentlig absurd og blot en måde at lufte en fordom på - og for at tydeliggøre det kunne jeg prøve med et lignende spørgsmål: "Er hjertekirurgien i dens mange former blevet en undskyldning for ikke at ville tage ansvaret for sig selv eller ikke ville deltage i den politiske proces i samfundet?"
TAP peger på at årsagen til folks psykiske vanskeligheder ikke nødvendigvis behøver at ligge i barndommens fortrædeligheder og dermed være et individuelt problem - men lige så vel kunne være et udtryk for samfundets indretning - og at den synsvinkel må psykoterapeuterne osse inddrage. Jeg er enig og er overbevist om, at de fleste veluddannede psykoterapeuter osse gør det. Kritikken af individualiseringen af folks psykiske problemer er vel ret beset ikke en der først og fremmest skulle rettes til psykoterapeuter, den kunne vel i langt højere grad rettes til psykiatere og praktiserende læger som i årevis har udskrevet voldsomme mængder af nerve- og sovemedicin.
TAP skriver, at hans kritik først og frem mest er rettet mod "pseudoterapeuter, der udgiver sig for at kunne lindre forskellige psykiske problemer". TAP gør sig så ikke den umage at fortælle, hvem disse pseudo-terapeuter er og hvad, der kendetegner dem. Så hvem snakker TAP om?
TAP foreslår, at man f.eks. kunne komme disse pseudo-terapeuter og deres trælse virksomhed til livs ved at monopolisere den psykoterapeutiske praksis til alene de akademisk uddannede cand. psyk.er og psykiatere, ved at lave en statslig autorisationsordning og ved, at psykoterapeuter bliver ansat af f.eks. amter på lige fod med de praktiserende læger. Men bag disse måske umiddelbart tilforladelige forslag, hvor jeg personligt kan støtte forslaget om en statslig autorisationsordning, gemmer der sig dog osse et par fordomme.
^
En fordom er, at en akademisk uddannelse skulle have betydning for, om man er egnet til at udøve kvalificeret psykoterapi. Det findes der intet belæg for, hverken i undersøgelser eller noget helst i den daglige praksis. Faktisk overser TAP, at man ikke lærer psykoterapi hverken i psykologi- eller lægestudiet. Det er færdigheder som disse faggrupper muligvis tilegner sig efter deres studier. Og ikke sjældent er de psykoterapeuter, der så underviser dem i psykoterapi ikke akademikere - men f.eks. medlemmer af Foreningen af Professionelle Psykoterapeuter. Det der virker i psykoterapi er ikke akademisk uddannelse, men er efter min mening:
1) Klientens motivation
2) Psykoterapeutens personlighed og evne til kontakt
3) Den psykoterapeutiske metode
- i den rækkefølge. Og kontaktevne er ikke en akademisk disciplin - måske snarere tværtimod.
Her i Danmark har vi bl.a. Foreningen af Professionelle Psykoterapeuter der organiserer uddannede psykoterapeuter og sexologer - og vores krav er ikke nødvendigvis en akademisk uddannelse - vi synes f.eks. det er langt vigtigere, at psykoterapeuten har en omfattende egenterapi - og på den måde sikrer sig mod at projicere sine egne problemer over på klienten - f.eks. i form af at reducere manden til en følelsesmæssigt anakronisme.
Endelig er det en fordom, at offentlig ansættelse skulle øge kvaliteten. Vi er nødt til at se i øjnene, at der er ganske gode kvalitative grunde til at folk søger de private tilbud - ud over ønsket om ikke at blive registreret. Og endelig har amtslig ansættelse af f.eks. lægerne ikke hindret det store overforbrug af psykofarmaka og ikke fremmet den gode, gamle huslægesnak (tid til kontakt) med patienterne - tværtimod.
Foreningen af Professionelle Psykoterapeuters krav til medlemmernes uddannelse kan ses ved at klikke her.
Inden du evt. vælger en psykoterapeut, sexolog eller psykolog så kig lige på denne side om Valg af psykoterapeut
© Per Holm Knudsen 1997 - revideret udgave • Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Denne artikel har været bragt i Information som kommentar - (1. september 1997) til: Cand. scient. adm. Torben André Petersen: Tårer i spejlet (Inf. 20. august 1997)
|
