Fri os for det psykiske tvetulleri og lad os dyrke kønnenes forskellighed med glæde, nysgerrighed og respekt.
I en kronik "Kvinder vil selv" i Information (16.10.95) skriver cand. theol. Janet Cecilie Apel (JCA): "Enhver nok så velment hævdelse af mænds og kvinders forskellighed er potentielt diskriminerende, og en indskrænkning af både mænds og kvinders menneske-lighed. Derfor må den undgås, og opmærksomheden koncentreres om, at maskulinitet og femininitet er træk som begge køn besidder. ... Forestillingen om kønsbundne karaktertræk må skrottes... ". Anledningen til JCAs kronik er nogle kurser som Carl-Mar Møller (CMM) har holdt for nogle mænd og som har været omtalt i forskellige medier - f.eks. Information (29.09.95).
Når jeg vælger at kommentere JCAs kronik, er det ikke tænkt som et forsvar for CMMs holdninger til kvinder, som jeg finder både pubertetsagtige og ubegavede jvnf. f.eks. de i kronikken omtalte parforholdspapirer. Et indtryk som jeg osse fik dels ved et foredrag CMM holdt i Århus og dels, da jeg hørte ham i radioen for nyligt. Hans holdninger er på et nivo, jeg synes dårligt er en debat værd, og hvis de er et udtryk for det ypperste bevidsthedsnivo i foreningen Mande-bevidsthed, så synes jeg foreningen skulle skifte navn til Drenge-bevidsthed.
Jeg synes som mand iøvrigt ikke, at en kvindes kusse altid skal være nyvasket eller, at hun skal lade sig røvpule eller slikke pik, hvis hun ikke har lyst til det. CMM tror tilsyneladende, at ordet respekt betyder at adlyde - men respekt betyder at genspejle - at kunne acceptere og rumme den andens forskellighed.
Når man skræller alt drengefiset (som måske har været godt nok) af Martin Østergårds (MØ) artikel "Krigeren på spanden" (Inf. 29.09.95) om et kursus, der lyder som en almindelig hjemmeværnsøvelse eller en forvorpen spejderlejr, så er budskabet, som jeg læser det: Ønsket om ikke at blive kvindeliggjort - og derved fremdrager MØ forskelligheden mellem kønnene. Det synes JCA så til gengæld ikke, at man skal, hun ønsker menneskelighed fremfor kønslighed.
JCA føler sig lettere pikeret over, "at nogle mænd .. danner fællesskaber, hvor de kan tyre hinanden verbalt og fysisk for at blive i stand til at hamle op med kvinder". Tjah, nogen får erkendelser ved at skide i en spand for øjnene af andre mænd. Kristne får erkendelser af at hylde en figur af en mellemøstlig mand, der er sømmet op på et par bjælker. Jeg har haft en stor personlig oplevelse ved at løfte mine arme langsomt op over hovedet i Kum Nye meditation. Erkendelser og udvidelser af det personlige rum kan man få af hvad som helst. Og det er vel meget godt at træne, det man ikke er god til.
JCAs aseksuelle og modsætningsløse tankegang - "menneske-lighed" fremfor kønslighed - forekommer mig stærkt anakronistisk. Hvad betyder menneskelighed egentligt? Når jeg tænker menneske, så er dets modsætninger for mig insekter, dyr, fisk, planter, som dog findes i både han- og hun-udgaver. Når jeg tænker på kvinde, så er modsætningen for mig: mand - altså kønsspecifikke betegnelser for arten menneskes to forskellige udgaver. Så jeg synes faktisk, at man skal diskriminere mellem de to køn - diskriminere betyder jo bl.a. evnen til at opfatte forskelle.
I 70'ernes og 80'ernes kvindeoprør blev der rykket tiltrængt kraftig ved kønsrollerne. Og ønsket om lige værd, lige ret og lighed mellem kønnene blev bl.a. kørt så langt ud, at man dengang foreslog ensartethed - uni-sex som det hed.
I et forsøg på at finde frem til en ny psykisk selvforståelse i tidens voldsomme forandringer i kønsrollerne greb man til f.eks. Jung (for mig at se på en noget misforstået måde) og gamle spidsborgerlige dyder og begyndte at definere forskellige psykiske egenskaber som henholdsvis maskuline og feminine. F.eks. omsorg som en feminin egenskab, handling som en maskulin egenskab, passiv som en feminin egenskab og aktiv som en maskulin egenskab. Man besluttede sig for, at mænd havde kvindelige sider inden i sig og kvinder mandlige sider inden i sig - en slags psykisk tvetulleri. For dig, der ikke kender ordet tvetuller, så betyder det en tvekønnet person. Jeg fornemmer, at det er den vej JCA mener, at vi fortsat skal betræde, jvfn. citat fra hendes kronik: "maskulinitet og femininitet er træk som begge køn besidder.."
Jeg tror, at man (og måske osse JCA) roder rundt i, hvad der er kønsroller, og hvad der er psykiske egenskaber. En psykisk egenskab som omsorg er ikke en feminin egenskab og har heller aldrig traditionelt været det. Den omsorg, soldater har vist hinanden i skyttegrave, arbejdsmænd på jobbet, kammerater, der dunker hinanden mellem skulderbladene og spørger: "Hvordan skær den, makker?" er osse omsorg - men har et andet udtryk end det kvinder (og mænd) almindeligvis viser børn, eller som sygeplejersker viser patienter. En psykisk egenskab som handling hævdes at være noget traditionelt maskulint - jamen har kvinder ikke handlet igennem hele menneskets historie - gravet rødder, lavet mad, handlet ind, stukket lussinger og kysset mænd. Passiv som hævdes at være en særlig feminin egenskab - jeg har hørt mange kvinder brokke sig over deres passive mænd. Og aktiv som hævdes at være en særlig maskulin egenskab - min tilpas temperaments fulde exkæreste var ret aktiv, når kopperne røg gennem luften, og hun havde som mavedanserinde intet skær af maskulint over sig.
Personligt har jeg altid fundet det krænkende, at sider af mig er blevet betegnet som mine feminine sider - f.eks. min intuitive side, min evne til at være, min blidhed. Min intuitive side, min evne til at være og min blidhed er udprægede maskuline udtryk for mig som mand. Jeg ér en mand!
Jeg har adskillige gange på kurser været ude for kursister, der har været i stor tvivl og forvirring om, hvorvidt deres maskuline eller feminine sider nu var for meget eller for lidt fremme eller skjulte, og om de nu var mænd og / eller kvinder nok eller ej. Her har det helt klart hjulpet dem at komme ned på jorden og stoppe tågesnakken og kalde en skovl en skovl og en spade en spade. Blidhed, væren, intuition er egenskaber hos både mænd og kvinder, og de er hverken maskuline eller feminine.
Det er med andre ord noget gebrækkeligt sludder at definere psykiske egenskaber og kvaliteter i forhold til køn og på den måde lade det ene eller andet køn tage patent på bestemte psykiske egenskaber. Og det skaber ingen klarhed. Mænd og kvinder, drenge og piger viser omsorg, handler og er aktive og passive - nogen gange på samme måde og andre gange på måder, der knytter sig til kønnet, og derfor får forskelligt udtryk.
Jeg er altså helt uenig med JCA. Jeg mener, at vi netop skal betone den forskellighed, der er kønnene imellem. Vi ér forskellige, og de fleste mennesker er givetvis i stand til både at se og mærke den kropslige forskel på mænd og kvinder. Kvinder menstruerer, det gør mænd ikke. Mænd kan få natlige sædudtømninger, det får kvinder ikke. Begge dele er et udtryk for vores forskellige hormonele fundament. Vi klæder os forskelligt. Vi udtrykker os forskelligt. Vi tænker forskelligt osv. Og der skrives i disse år stribevis af bøger om mænds og kvinders mentale og psykiske forskellighed. Tænk blot på en bestseller som John Gray: Mænd er fra Mars, Kvinder er fra Venus.
Hvis man ser på den virkelighed, der omgiver os, så betoner vi da osse i dag kønsforskellene betydeligt mere, end vi gjorde det for 15 - 20 år siden, hvor man helst ikke skulle det. Kvindesagsbevidste kvinder, der i 70'erne og 80'erne end ikke ville drømme om at bruge makeup og frækt sort undertøj, gør det i dag med glæde og stor opfindsomhed. Mænd, der i 70'erne og 80'erne selvvalgt var bløde indtil det udflydende, er blevet trætte af at gå med lilla ble og at servere the til kvinderevolutionen. De ønsker i dag at fremhæve deres maskuline træk og karakter og finde deres egne værdier - og det er da fint nok. Og enhver rødstrømpe med respekt for sig selv vil idag prøve at blive bundet til sengen af sin elskede. Alt sammen for at betone kønnet, seksualiteten og dermed forskelligheden.
"De kønsbundne karaktertræk" er ikke en "forestilling" som JCA skriver i sin kronik. De kønsbundne genetiske forskelligheder er uomtvistelige kendsgerninger, og personligt har styrken og omfanget af, hvor meget gener styrer os overrasket mig. Jeg opdagede for nogle år siden, at jeg havde endnu en næsten voksen datter, som jeg indtil da ikke havde klart kendskab til. Ved at lære hende at kende blev det helt åbenlyst for mig, at gener spiller en langt, langt større rolle for vores psyke og liv, end jeg til dagligt gik og troede.
Jeg tror naturen styrer kulturen. At tro andet vil osse være halsløs gerning. Naturen får jo bugt med os alle en dag og osse vores kultur. Kultur er såmen blot en lille flig af naturen - medmindre man da tror på en gud eller flere.
Og samtidig med at vores genetisk bestemte biologiske og psykiske kønsforskellighed styrer vores kultur, så er der god grund til at gøre op med og at ændre stivnede kønsroller (kultur) som ikke længere passer til vores tekniske, økonomiske, politiske og videnskabelige nutid. Kønsroller der ikke levnede og levner respekt for kvinders og mænds arbejde, liv og psyke. Og netop respekt synes jeg er vigtigt i samlivet med mænds og kvinders forskellighed. At vi lærer at respektere vores to køns forskelligheder. Lærer at rumme og acceptere, at der er forskelligheder, der ikke lader sig forene, og som vi til tider ikke forstår - og glæder os over og nyder de forskelligheder, der kan forenes.
Jeg er enig med JCA i, at det ikke nytter at henfalde til ynkelige offerroller som Carl-Mar Møller, der åbenbart mener, at det er kvindernes skyld, at der findes mænd, der er nogen skvatmikler.
Men ligeværd, lige ret og lighed er altså ikke ensbetydende med ensartethed. Fri os for det psykiske tvetulleri, og lad os dyrke kønnenes forskellighed med glæde, nysgerrighed, fantasi og respekt.
© PER HOLM KNUDSEN - PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG • Citater tilladt med kildeangivelse.
Denne artikel har været bragt i
Information i en forkortet version i oktober 1995.
